Lyde

Har du hørt, at persisk kultur er poetisk? Lyde lader dig leve inde i den gennem erindring, kærlighed, udvandring og de skrøbelige øjeblikke, der holder et liv fra at forsvinde.

På overfladen er det historien om en kærlighed, der knap nok bliver sagt højt, i Teheran mellem 2008 og 2012, og om det liv, der siden blev båret med ud i det fremmede. Under det ligger, stilfærdigt, dens egentlige emne: frygten - ikke for hjertesorg, men for at gå tabt, blive udvisket og glemt.

Romanen folder sig ud gennem to videoopkald under coronaårene og åbner sig mod minder om studieliv, venskab, længsel og hverdagen i et almindeligt iransk hjem. Tidens politiske og historiske omvæltninger holder sig mest i baggrunden; det, der betyder noget her, er de skrøbelige, private øjeblikke, der ville forsvinde i larmen fra de større begivenheder, hvis ingen samlede dem op.

I stedet for at beskrive sig selv direkte begynder bogen sådan her:

"Her sker ingenting. Her skal intet rettes op eller rives ned. Der er ingen fortolkning på vej. Ingen konklusion. Dette er den løse ende af en tråd af ord, der engang var lyde..."

Skrevet i en lyrisk, lagdelt stemme og ledsaget af forfatterens egne akrylmalerier lader Lyde fortælling og billede bevæge sig side om side og lader spørgsmålet stå åbent: hvad kom først: billedet, erindringen eller historien?